Første stop er på Bali Lush - et økologisk og yderst autentisk sted med blot 5 hytter. Det er omgivet af frodige marker og plantager, og udover de små lokale landsbyer der ligger i området og de lokale på markerne, er der ikke meget liv at finde herude.
Resortet udbyder flere spændende aktiviteter I kan melde jer på - og ellers indbyder de rolige omgivelser til ren afslapning. Her er du omgivet af et af de mest uberørte områder på Bali, og det er svært ikke at gå i et med den smukke natur. Skal solsenge og den gode bog have en pause, så er der mulighed for at besøge den lokale skole, tage på trekkingtur, gå på jagt efter vandfald, eller blot nyde at se de lokales imponerende arbejde i rismarkerne.
Blot et par timers sejlads fra Balis kyst, ligger Gili-øerne som består af tre øer. Og her taler vi REN BOUNTY LAND. Hvide sandstrande og svajende palmer. Nyd stilhed, afslapning, sol, kolde drinks og udsigten. Det er balsam for både krop og sjæl! I skal nyde godt af den afslappede atmosfære på Gili Air - en smuk paradis-ø!
Selvom Gili Air absolut er for dem der værdsætter fred og ro, så er der stadig mulighed for at gå ud og spise om aftenen og gøre stop ved en hyggelig strandbar, hvor du kan nyde en kold drink. Der er også rigelige muligheder for snorkling og dykning, og hvis du står tidligt op, er der gode chancer for at svømme med havskildpadder. Man kan også vælge at besøge de 2 andre Gili øer som ligger under 1 km derfra.
Sidste stop er på Nusa Lembongan, med smukke strande, spændende undervandsliv, og en meget imødekommende befolkning - det perfekte sted at afslutte jeres rejse.
Turisterne har opdaget Nusa Lembongan, så her findes masser af spisesteder og også lidt butikker, men øen er stadig noget ganske særligt. En spændende ø, der absolut er besøget værd. Store klipper omgiver øen, og det vil være oplagt at leje en scooter og køre på opdagelse rundt på øen.
Vil man hellere slutte af på en ø hvor tiden nærmest står stille, og der ikke er det store at tage sig til ud over at nyde sol, sand, vand, en god bog og ren afslapning, så er Nusa Penida en mulighed. En lækker ø med rigtig gode hoteller. Og så ligger øen kun en halv time fra Bali, og dermed ikke langt fra lufthavnen når rejsen nærmer sig sin afslutning.
Man kan selvfølgelig også besøge øen på en endags tur fra Nusa Lembongan. Læs mere om Nusa øerne på vores blog!