Gæsteblog: En fantastisk rundrejse i Vietnam
Nini, Simon og Heidi har rejst rundt i Vietnam, og er vendt tilbage til os med en masse gode anbefalinger og fortællinger om deres tur! Læs om deres rundrejse her, og se alle billederne.
Hej Ricko,
Bedre sent end aldrig med et svar på din mail. En lang en af slagsen.
Tusind tusind tak for jeres hjælp til at planlægge vores tur til Vietnam.
Lige fra den første telefonsamtale har I vist høj kvalitet og interesse i os som kunder.
Alt klappede under turen, chaufførerne stod klar/kom til tiden, hotelpersonalet var velinformeret omkring alt det prakriske og fantastiske guider i Mekong Deltaet.
Virkelig et stort stykke arbejde, I har gjort for at det hele gik op i en højere enhed.
De første dage i Mekong Deltaet var meget spændende. Virkelig et smukt og interessant sted. At sejle rundt på de mange floder, og se livet på floderne var en stor oplevelse. Det tidlige flodmarked, hvor vi så lokale vietnamesere sælge og handle fra deres små både med alt fra kartofler, ananas, vandmelon og mangler, var også en stor oplevelse.
Cykelturen rundt på de små stier og broer i Mekong Deltaet var virkelig også en skøn og smuk tur. Så frodig og grønt, der er. Det var rigtig spændende at komme tæt på de lokale, når man cykler rundt. Og en meget meget dygtig guide, Dao hedder hun. Stor ros til hende.
Hotellet i CanTho (tror jeg det hed) overraskede med en stor fødselsdagskage til min mand, da han fyldte 40. Det gjorde virkelig en glad, at de var så opmærksomme på os, uden at vi havde sagt noget om fødselsdagen.
På øen Phu Quoc boede vi bl.a. på Peppercorn Beach Resort. Det er nok et af de skønneste og mest personlige resorts, vi til dato har boet på. Et meget familiært resort, hvor ejer, familie til ejer og personalet går rigtig meget op i, at man føler sig hjemme og som en del af stedet.
Et lille, hyggeligt, familiært, personligt og smukt resort, som vi på det varmeste vil anbefale. Sådan et hjertevarmt sted. Og et meget autentisk sted.
Af ture var vi bl.a. på tur til Starfish Beach, hvor vi så de meget smukke røde søstjerner. Især vores datter på 4 år synes, det var fantastisk at svømme blandt dem.
Bare at køre med en driver på de røde grusveje, var en særlig oplevelse og en rigtig god måde at se øen på. De røde grusveje er en flot kontrast til de grønne skove, der skyder op langs vejene.
Kabelbanen (verdens længste) på sydøen er også en fantastisk tur. Knapt 8 km lang kabelbane, der svæver over en række øer for til sidst at standse på en ø, hvor man kan hoppe af. Svæveturen og selve bygningsværket et en kæmpe oplevelse i sig selv.
Det kan varmt anbefales.
Vietnameserne er utroligt gæstfrie og hjælpsomme. Vores oplevelse med dem er også, at de har lidt den vestlige humor, som vi især kender i Danmark, hvor man kan joke uden at støde nogen.
Af mindre gode ting kan nævnes, at Phu Quoc desværre også er under et massivt bombardement af kæmpemæssige hoteller, der skyder op alle vegne langs kysterne. Der bliver lavet brede veje, og det er tydeligt, at øen gør sig klar til et massivt indryk af turister i meget nær fremtid.
Det er virkelig synd, at de ikke laver begrænsning på turisme, og bibeholder naturen og det autentiske, som mange rejser derud for at se. Det gjorde lidt ondt i vores hjerter at se.
En anden ting er al den plastik, der ligger alle vegne, hvor der ikke er et hotel eller et resort. Vi tog en kajak ved Peppercorn Beach Resort og sejlede op langs kysten i i håb om at finde en strand, vi kunne bade ved. Dette var umuligt. Strandende uden for hotellerne er så beskidte af plastik og andet affald, at man ikke kan være der.
Det er rigtig synd, at øen ikke er mere opmærksom på det, især med den turisme, der forventes at komme.
Langs vejene lå der også meget plastik og affald, men det er bedre at forholde sig til.
Vi har rejst rigtig meget, men har aldrig oplevet så meget plastik på strandende. Om det er fordi, det er blevet værre de senere år med plastikaffald, ved jeg ikke. Men i hvert fald fik vi virkelig syn for sagen for hvor stort et problem det plastikaffald er.
Hverken problemet med al den plastikaffald og kommende masseturisme kan I gøre noget ved. Men det har sat store aftryk i vores helhedsoplevelse.
Det blev til en lang mail. Håber, I kan bruge noget af det.
Sender også lige et par billeder. Bliver nødt til at sende billeder af to omgange.
Tusind tusind tak for jeres hjælp til denne rejse. En fantastisk rejse. Vi anbefaler jeg til alle, vi kender.
Venlig hilsen
Nini, Simon og Heidi