Gæsteblog: Vores første og uforglemmelige ferie til Thailand
Paul og Mette har besøgt Thailand for første gang - og har fejret nytår i Chiang Mai. Paul og Mette har givet os lov til at dele deres skønne dagbog og mange af deres fantastiske billeder! Følg med i deres rejse, lige her!
Hej Unique Travel
Så er vi hjemme igen fra vores første og uforglemmelige ferie til Thailand.
Rejsen har været en perfekt kombi af kulturelle oplevelser og badeferie for os.
Alt har fungeret mht. hoteller og transporter.
Vi fik endda en suite i Bangkok, måske fordi gemalen rundede 60 år mens vi var der :-)
Vi havde 3 nætter i Bangkok, 4 i Chain Mai, 7 på Koh Lanta og igen 1 i Bangkok.
De ture vi var på "Det virkelige og autentiske Bangkok" og "Chiang Mai city tour" var rigtigt spændende og vores guder Nat og Wiwat var gode til at fortælle om alt fra religion, kultur og skikke, natur, huspriser, lotto og meget mere.
Det er et land vi helt sikkert vender tilbage til og gerne med jeres hjælp.
MVH Paul og Mette Runge
***
Rejsen til Thailand 25/12-2018 – 11/1-2019 – Paul og Mette Runge, Esbjerg.
27/12 2018 Bangkok
Så har kongen af Bangkok holdt sin 60 års fødselsdag og er krøbet ned i sin kingsizesseng her på Furama Silom. Dagen startede med 2,5 times massage i et fint SPA af 2 kyndige thaikvinder i . Dernæst en halvdårlig frokost på en indisk restaurant, champagne på værelset, et besøg i hotellets poolbar på 20. etage, aftensmad på et pizzeria og endelig flotte drinks i Skybar på 64. etage og da de opdagede at Paul blev rund, fik han lækker chokoladekage og fødselsdagssang af de smukke thaipiger.
Nu vil vi sove, for i morgen skal vi tidligt op og på tur rundt i Bangkok.
28/12 2018 Bangkok
I dag har vi været på tur fra 7:30-17:00 og har set “Det virkelige og autentiske Bangkok”
Vi blev hentet af den thailandske guide, Nat, på hotellet og gik hen til skytrain og kørte et par stop ned til floden. Så gik vi ombord i en lille båd som sejlede os ned ad den kaotiske hovedflod Chao Phraya og igennem en sluse for at komme ind i de små kanaler/klonger. Der lå husene på pæle og man sejler nærmest forbi deres stuer. Indimellem skyder der nye og moderne huse op der hvor træhusene har givet op og grundende bliver opkøbt. Vi så nogle grimme varaner. De største af dem æder børn og de små nøjes med kyllinger og katte sagde guiden. Senere fodrede guiden catfish/maller.
Efter den spændende sejltur gik vi hen til et tempel hvor der var munkeindvielser. Og så gik turen, på ladet af en lille minivan, i et endnu mere spændende tempo frem til togstationen. Vi kørte så en time med et vældigt prustende og larmende tog til havnebyen Maha Chai. Langs banen ligger små madboder, forretninger og boliger så tæt på banen, at man føler man er helt inde i stuen. Imellem de to byer så vi banan- og mangopalmer, johannesbrødtræer, magnolier, liljer og andre flotte buske, blomster og træer. I Maha Chai standsede toget direkte i et fiske- og grøntsagsmarked.
Vi gik rundt mellem markedsboderne og så en masse spændende fisk og skaldyr, både friske og tørrede. Der var også mange eksotiske frugter og grøntsager. Der var et væld af spændende sanseindtryk og sådan en dag er det skønt at have en kyndig guide.
Efter jeg havde taget “1000” billeder, spiste vi frokost: 3 forskellige delethairetter og ris. Derefter tog vi en lille færge over floden. De fleste passagerer var scootere, gerne med flere passagerer på og godt med varer.
På den anden side ventede 3 cykeltaxaer med nogle gamle tandløse gubber som chauffører. Vi forsøgte at sætte os ud over følelsen af at være nogle halvgamle ”rige” og småfede danskere på tur ? Vi blev cyklet rundt til to buddhistiske templer, det første thailandske og det andet kinesisk, og vi fik fortalt om forskellen på de to forskellige retninger indenfor buddhismen. I det hele taget fik vi vendt mange emner, så som vores kultur, kongehuse, danske mænd/thaikvinder, huspriser, lotteri etc.
Så var det tur til endnu en togtur. Jeg var så heldig at se en flok aber i et træ. Tilbage i Bangkok blev vi sat på en tuktuk og havde en SINDSYG og sjov tur tilbage til hotellet.
En rigtig god tur. ?
Til aften har vi set aftenmarked, spist fra gadekøkken og fået interessante tilbud om at komme til stripshow i de “frække” gader.
I morgen rejser vi videre til Chiang Mai.
30+31/12-2018 Chiang Mai:
Ny by, ny guide og privatchauffør; den meget smilende og fortællende Wiwat og hans meget høflige svigersøn.....jojo de rige har mange glæder. Heldagstur i 2 dage i det hektiske Chiang Mai og omegn, hvor planerne hele tiden måtte ændres fordi byen invaderes af nytårsfester og biler kommer ind fra nær og fjern fx Bangkok, for at besøge templer og familie.
Søndag: Først til et marked i China Town, hvor vi kiggede på alt muligt mærkeligt slik og snacks og tingeltangel. Vi smagte nogle underlige bløde søde/spicy dimser pakket ind i palmeblade og det sirupsøde sticky rice og mango.
Så sejlede vi på floden Ping en times tid og fik frokost på et fantastisk smukt og stille sted hvor de havde en lille botanisk have.
Derefter gik turen op ad hårnålesving i voldsom trafik til det meget hellige tempel Wat Phratat Doi Suthep på toppen af bjerget Doi Suthep. Af med skoene og ind i det hellige. Det var Buddha og guld med guld på for fuld udblæsning. Meget smukt.
På vej ned af bjerget så vi det lille vandfald Huay Kaew som desværre er blevet mindre fordi bønderne i højlandet inddæmmer vandet.
Aftenen sluttede med en tur på søndagsmarked som ikke var for folk med klaustrofobi. Der var proppet med mennesker. Men fine boder og mange fristelser.
Mandag: Vi aftalte at tage endnu en tur i dag med vores guider og var i dag ude og se 6 fabrikker/butikker med lokalt producerede ting.
Silkevævning, papir/ bambusparaplyer, sølvsmedje, kashmirvævning, lakarbejder og træskærerarbejder. Meget interessant og med et rødglødende Visa-kort til følge. Alle steder med engelsktalende personale som var rigtigt gode til at fortælle om deres arbejde og produkter.
Efter en frokost med 4 lækre deleretter og dessert, indtaget ved en fredelig sø, kørte vi til
Pha Chor Canyon i Mae Wang national park, som ligger en times kørsel sydøst for Chiang Mai. Flot syn. Som det er helt almindeligt her i Thailand, især for kinesiske turister, poseres der i alle stillinger og steder for at få det “perfekte” billeder.
På vejen hjem købte guiden longanfrugt, også kaldet drageøjne, i en vejbod, som vi også fik nogen af. Også spændende at se hvor frodigt Thailand er. Vi kørte både forbi rismarker og en masse palmeplantager.
Nu er det så blevet nytårsaften og vi ved ikke lige hvad vi skal. Måske hen på restauranternes langs floden og se om vi kan partycrashe. Vi var ikke klar over at de fejrede “vores” nytår her. Men som guiden siger, så fejrer de alt her, også jul, i hvert fald for turisterne?
Solen har ikke været så meget fremme og det har dryppet en anelse. Så ingen solbadning eller poolture. Den er også kun 15 kvm og ligger mod nord, så der kan man hurtigt tage et par baner.
Godt nytår til jer alle i det kolde nord. Vi ses i 2019
1/1-2019 Chiang Mai
Morgen….Også her i Chiang Mai er vi nytårstrætte.
I går aftes var vi forbi et par templer her på gaden, hvor man for 50 Bath/10 kr. Kan købe en stor rispapirlampe. Man kan evt. skrive på den og så sende den til vejrs med et ønske for det nye år. Det benyttede mange både lokale og turister sig af og aftenhimlen var dækket at de gyldne lamper som steg til vejrs. Et meget betagende syn. På en central plads i byen blev der også konstant sendt mange afsted og hele byen sydede. Kl. 12 blev det hele krydret at nogle fyrværkerier ved hotellerne, hvor der især blev fokuseret på noget med knald i. Vi sad på vores på altan på 4. sal med en kold øl og en chokoladekiks og nød den lune aften og det fantastiske view og nåede også at høre det sidste af Dronningens tale.
Godt nytår og dagen derpå her fra The Small Hotel i Chiang Mai hvor solen i dag skinner.
1/1-2018 Chiang Mai
Aften….I dag har vi ret sløve indtil middag, men alligevel tog vi os sammen og travede hele eftermiddagen rundt i det halve af Chiang Mai Old Town. Der er både mindre gader med små spisesteder og hostels og mere larmende gader med masser trafik. Rart at se noget andet end boder. De har forbavsende fine ting her i Chiang Mai og det endte også med at en del ”kongebilleder” skiftede hænder.......vi skal snart have en ekstra kuffert ?
Vi spiste sen frokost i en restauranthave med lækker mad og jazzmusik og ret international atmosfære og menukort. Jeg kastede mig dog ud i en thaisuppe og en frugtshake.
Nu glæder vi os til at komme væk fra gadelarmen og ser frem til sol og badeferie på Koh Lanta.
3/1-2019 Koh Lanta
RELAAAX.....første døgn på Koh Lanta, Twin Bay Resort er gået. Vi er ved at komme ned i gear efter den første uge med masser af fede indtryk, fantastiske ture, hektisk larm og et besøg i utallige boder og butikker.
Vi kom i går aftes efter det blev mørkt efter 2 timers flyvetur, forsinket, til Krabi og en køretur i fin minibus, kun os to igen, ca. 1,5 time.
Vi har faktisk ikke haft sol i dag og det har smådryppet, men det har været skønt varmt. 27 gr. Jeg har badet i havet, vi har gået en tur næsten hele bugten rundt og vi har fået massage....60 kr/time.
Vi har en dejlig terrasse med udsigt til havet/bugten og vi ligger i den mere stille ende af bugten, hvor der også er læ. Dvs. dem som har huse mod nord får en strid vind ind. Så bortset fra en enkelt kakerlak, som lige skulle fanges i går og en giga hård seng, så går det sgu meget godt her i Thailand.
5/1-2018 Koh Lanta
Klokken er 8 her i Thailand. Vejret er fint nu; varmt og lidt blæsende og endda lidt sol. Efter esbjergensiske forhold er vi ikke blevet særligt berørt af den varslede storm her i Twin Bay. Det har regnet og blæst lidt og strømmen var ustabil. Vi gik tidligt ind på værelset og jeg gik allerede ud som et lys kl. 20. Jeg kan ikke finde ud af vejrudsigten her, de varsler masser af regn de næste dage, men vi vil altså have SOOOL
God lørdag ?
6/1-2019 Koh Lanta
Dagene er her er dase/dovnedage. I dag har det været tørvejr og sol hele dagen. I formiddags gik vi et par km ind til byen. Vi skulle lige have nye forsyninger i form af penge, øl, myggespray mv. Da vi gik derinde, blev jeg forskrækket af et giga stort firben som kravlede op af en rist. På vores terrasse er det heldigvis kun nogle små nogen, som kravler på loftet lige over vores hoveder
Eftermiddagen er gået med at stege i solen og så fik vi prøvet poolen, da der er meget lavvande i dag. Jeg har misundeligt kigget på de mange turspeedbåde som har hentet turister på stranden, til udflugter til de nærliggende øer.
Her i aften har vi været med en lille knallerttaxi/tuktuk. (100 bath/20 kr.) på natmarked i byen. Her er der lige så mange kvinder som mænd som kører taxi. Vi spiste Tai Pad (kylling og risnudler), delte en thaipandekage og en frugtshake med jordbær og mango. Det hele til 40 kr. inkl. drikkevarer for os begge. Dejlig variant til hotellets menu, som også er noget dyrere.
Så det er billigt her. Især i boderne/gadekøkkener. Pladsen bliver også brugt til forskelligt i løbet at dagen. Madboderne sættes typisk op nogle timer om middagen i byerne. Ofte kun en enkelt ret i hver bod. Og så et klapbord og nogle stole til kunderne.
Om aftenen kommer der nye boder. På fortove og små pladser. Nu er det tøj og turistting. Jeg synes udvalget er noget kedeligt og umoderne her på Koh Lanta i forhold til især Chiang Mai.
Rigtigt mange herboende på øen er i øvrigt muslimer i modsætning til det ellers primært buddhistiske Thailand. Det hele er så krydret af knækbrød og kanelboller til ære for det mange svenske turister som opholder sig her på Koh Lanta i længere tid.
Stadig 28 grader ude... glæder mig ikke til kulden derhjemme
7/1-2019 Koh Lanta
Hvor blev den dag lige af.......Vågnede mørbanket efter endnu en nat på kingsizebrættet med den dobbeltdyne som vi stadig slås lidt om.
Efter morgenmaden tog jeg en lang svømme/badetur bare fordi jeg kunne ?
Derefter besøgte vi vores massagedamer. ALLE hoteller har deres eget massagehytte/telt som ligger lige ned til stranden. Paul fik en blid gang ryg/nakkemassage og jeg bad om ditto...medium hårdt. “Hårdere” sagde jeg...så byttede damerne og “mor selv” gik så i gang med at ommøblere min krop. For ind i hede hule ?hvor gjorde det nas. Men jeg lod hende forsøge at mase mine infiltrationer og knuder, fordi jeg kunne mærke hun vidste hvad hun gjorde. Og så tog jeg da lige halvanden time, nu hvor vi var i gang. Jeg forsøgte at lide i stilhed, men jeg tror næsten jeg skræmte de andre kunder væk da jeg vred mig mest. “Are you ok madame? Yes yes, man har vel født børn og været til tandlæge og det der var værre... ?
Så måtte vi da lige branke flæsk og slappe af ovenpå den tur.
Sidst på eftermiddagen fik vi travet hele stranden frem og tilbage og fik lige en Chiangøl i en svenskerlejr, mens vi så solen gå ned.
8/1-2019 Koh Lanta
I dag har vi været på sejltur til 4 øer på østsiden af Koh Lanta. Vi blev hentet af en pickup med siddepladser, typisk transportmiddel her i landet. Der var bl.a. et par unge fyre fra Nordjylland med. De havde været rundt i østen de sidste 3 måneder. Kun anden gang vi taler med danskere i Thailand. Det gik for fuld hammer ad en betonvej hen over øen til Old Lanta hvorfra bådene sejlede ud.
Vi var med en longtailbåd sammen med godt 20 amerikanere, franskmænd og en enkelt tysk pige, som rejste rundt alene. Efter en times sejlads nåede vi første østop på Koh Ma. En stejl øde ø hvor vi skulle snorkle. Det fik jeg så prøvet for første gang. Jeg så nogle flotte stribede fisk. Videre til en anden ø Koh Chuek, hvor vi også kunne snorkle. Vandet var dog ikke så klart, pga. stormen den anden dag. Ved 3. ø Koh Mook skulle vi have redningsveste på og så skulle vi svømme igennem en mørk grotte Morakot Cave, lidt vildt for vi kunne ikke se noget det meste af vejen og til sidst kom vi frem til en flot strand/hule inde i bjerget. Der var vi en halv times tid inden vi skulle svømme ud igen. Paul og to andre havde passet båden imens. Sidste ø var en lille ø Koh Ngai var med hoteller. Der var vi på stranden ca. halvanden time hvor vi fik mad og solede. Hvis man lige så bort fra alt det skrald der ligger, var der rigtigt flot. Turen hjem var med lidt bølger men vi overlevede alle.
En rigtig god tur for mig.
Nu føler jeg mig bare lidt skidt tilpas, sejler stadig og lige rigeligt solbrændt. Håber det forsvinder til i morgen, hvor vi kører til Krabi og flyver til Bangkok. Der har vi en overnatning inden vi flyver hjem torsdag aften.
9/1-2019 Bangkok
Bangkok igen. Tilbage til storby og larm. Denne gang bor vi en enkelt nat på Ibis Bangkok Riverside som ligger lige ud til floden. Vi spiste aftensmad i haven og så på en masse store restaurant/diskoteksbåde sejle forbi som blinker og larmer. Noget af en kontrast til det meget stille resort vi kom fra på Koh Lanta, som vi ikke gider hjem fra ?
Rejsen herop gik fint, bortset fra at vi havde overvægt (jeg havde, ved en fejl, ikke fået bestilt 20 kg, men kun 10 kg bagage til hver hos flyselskabet og kunne ikke rette det på nettet) og for at slippe for at betale 7000 bath ekstra (1400 kr) måtte vi pille det som vejede mest op af kufferten. Det var så vasketøj, sko, vådt badetøj og alt muligt andet som blev proppet i vores håndbagage og plastikposer, mens kufferterne blev checket halvtomme ind. Paul var ikke særligt glad for at ligne en posedame, så vi kom 2600 bath fattigere og en fin letvægt taske rigere til Bangkok med 40 Bath på lommen.
I morgen aften går turen tilbage til kolde Danmark. Vi kan lige nå et tempel og at bruge nogle flere penge inden. Godt vi må have 30 kg med på flyet til DK. ️So long, over and out.
11/1-2019
Hjemme i grå og kolde Danmark igen.
Vores sidste dag i Bangkok blev brugt til et besøg i Wat Poh templet for at se den gigantiske liggende Buddha i guld. Vi tog derop via den kaotiske hovedflod i Bangkok. Den koger, bølger og larmer af alle slags fartøjer.
Da vi nåede frem til templet lige over middag, var der værste ryk ind af kinesiske turister forbi. Og til jer der har set dem ude i verden, så ved i at de er mange og de fylder og larmer. De stiller sig konstant op med selfiestænger i de mest kunstige positurer. Og der kan selv jeg ikke være med ?
Efter templet gik vi i området langs floden et par kilometer. Og da turistbutikkerne forsvandt tog det lokale blomstermarked over. Den buddhistiske tro er også en pengemaskine. Ud over et tempel på hvert gadehjørne, som skal vedligeholdes, skal der også ofres til guderne i form af kunstfærdige blomsterdekorationer, mad og drikkevarer. Blomster og palmeblade flettes og laves til kunstfærdige arrangementer primært i gul, orange og hvid.
Sjovt også at se det rigtige liv og baggaderne med deres fuglereder af elledninger, et hav af gadekøkkener, tuktukker og et leben uden lige.
Rejsen er nu slut efter 13,5 time i trange flysæder og bilen er snart på jysk grund.
Slut badut, over and out fra vores Thailandsrejse. Der vil vi gerne hen igen ?