Ricko rejser til Costa Rica – La Fortuna
Ricko er rejst til Costa Rica for at udforske det naturskønne land, og dets mange muligheder! De første tre dage på hans tur har været meget action-prægede med blandt andet rafting og ATV-ture mellem jungle og vulkaner – og Ricko er indtil videre rigtig begejstret for det oplevelsesrige land! Læs om hans oplevelser og se alle billederne lige her!
”Så er jeg ankommet til Costa Rica! Jeg landede i San Jose og kørte omkring 3 timer op til en by der hedder La Fortuna, som er et meget naturskønt område, der især er kendt for rafting, vulkaner, vandre- og trekkingture. Der er også masser af ting man kan lave udover dette, der er for eksempel også rideture på heste, ziplines og mange forskellige adventure aktiviteter.
Jeg er nede for at besøge min søster, som det sidste års tid har boet hernede i La Fortuna, og som blandt andet arbejder på en raftingskole - og jeg er også hernede for at se om Costa Rica kunne være en mulig destination for Unique Travel i fremtiden.
Der er forskellige nationalparker i området, som man kan udforske. Vi besøgte den ene, hvor vi var ude og trekke og var nede forbi et vandfald, hvor vandet var helt turkist, som I også kan se på billederne. Det var så flot!
Den første dag var vi ude og rafte, en vildt fed oplevelse! Der er ture med alt fra klasse 2-5, hvor 5 er det vildeste, og vi var på en tur der var klasse 4. Der var lidt action, men ikke noget farligt, for guiderne har selvfølgelig rigtig godt styr på det, og det var en rigtig god tur!
I dag var vi ude og køre på ATV. Det har jeg ikke prøvet før, så det var en kæmpe oplevelse i sig selv – og så er det et meget naturskønt område man kører rundt i, selvfølgelig med lidt ekstra action. Man kører lidt stærkt ned i hullerne på vejen, gennem mudder og bliver beskidt, men samtidig kører man også rundt i nogle store åbne områder med vulkaner, som var virkelig flotte!
Det er også muligt at hike op ad vulkanen, hvor man starter tidligt om morgenen, og så tager det omkring 5 timer op ad, og 3 timer ned, og her kan man så opleve den fantastiske udsigt fra toppen!
Udover det har vi været på safaritur, hvor man sejler stille og roligt i en gummibåd ind igennem junglen og leder efter dyr. Vi så dovendyr, en masse fugle, nogle aber – en meget afslappet tur, hvor man ligesom bare flyder med floden og leder efter dyr.
Så alt i alt har de første 3 dage i Costa Rica levet helt op til mine forventninger om et enormt frodigt og naturskønt område.
I Costa Rica har de mange frodige områder, med masser af vand, så de har rigtig meget langbrug med frugt, for eksempel Ananasfarme. Og de smager jo vanvittigt godt ananasserne hernede!
Vi så en pickup truck med lader fyldt af ananasser, hvor de stod og solgte dem fra ladet af, til 10 kroner for 5 stk., og det var så lækkert!
Det første område vi har besøgt, La Fortuna, er et rigtigt godt område at besøge, hvis man gerne vil have at der skal ske lidt. Hvis man er glad for oplevelser, trekking, vandreture, natur, dyr og alt det der følger med den tropiske natur, er det et perfekt sted at besøge.
Her i eftermiddag kører vi et par timer videre mod et område der hedder Monta Verde, som er et område der ligger oppe på et bjerg, og her skulle der også være nogle rigtig fantastiske naturoplevelser. Og jeg glæder mig til at se hvad det bringer!”