Cu Chi tunnellerne er en meget speciel og anderledes oplevelse, som giver et ret unikt indblik i det tunnelsystem, som vietnameserne måtte udbygge for at overleve.
I og med at amerikanerne smed bomber og napalm ud over områderne hvor Nordvietnameserne angreb fra – så måtte de, i ren overlevelse, søge under jorden. Det resulterede i enorme tunnelsystemer i flere etager, hvor de gemte sig og havde soveområder, hospitaler og køkkener.
Besøget ved Cu Chi tunnellerne giver et spændende, men også skrækindjagende indblik i nogle af de rædsler, der udformede sig under Vietnam-krigen
Highlights:
- Flot kørsel ud til tunnellerne
- Besøg i Cu Chi tunnellerne, prøv om du kan klemme dig derned.
- Stort indblik i Vietnam-krigen der virkelig sætter krigen i perspektiv
Dagens program:
Efter afhentning på hotellet sætter vi kursen direkte nordpå, mod en af de mest berygtede attraktioner i Vietnam – Cu Chi tunnellerne. En flot køretur, hvor I virkelig får fornemmelsen af Ho Chi Minh Citys enorme omfang. I passerer små hyggelige vietnamesiske landsbyer med køer og høns i palmefyldte baghaver. I ser gummitræsplantager og de karakteristiske lokale gravsteder, før I slutteligt ankommer til Cu Chi.
Først bliver I mødt af et mindre museum af skydevåben, som blev brugt af Vietcong, de Nordvietnamesiske soldater, imod de amerikanske soldater. Symbolsk for hele området er selve indgangen - en større tunnel, dog ikke så klaustrofobisk som det, der venter forude.
Hele området er charmerende, jungleagtigt og autentisk med meterhøje bambusplanter, der behageligt skygger for solen. Flere gange må man undvige nogle af de meget store røde tusindben, der fredeligt krydser gangstierne. Man glemmer nemt den gru, dette område var skueplads for mange år tilbage.
Det bliver I dog hurtigt mindet om igen, når I som introduktion ser en dokumentarfilm om Vietnam-krigen (eller "The American War" som vietnameserne kalder den) og dens rædsler. Efter filmvisningen tager en guide jer videre rundt i området, og det der venter, har man svært ved at forestille sig på forhånd.
Her ses efterladenskaber fra krigen. bl.a. en udbombet amerikansk tank, og dybe bombekratere fra de utallige B52-bombefly, der angreb Vietnam. I kan se opstillinger, som viser, hvordan vietnameserne boede og arbejdede under krigen, og man efterlades af en stemning og følelse og tanke på ”kan det virkelig være rigtigt at de boede sådan”.
I får også præsenteret en meget speciel oplevelse er en fremvisning af alle de forskellige og kreative fældetyper, som blev lavet i en kombination af bambus- og metalpigge, og diverse faldgrube-anordninger i bedste Rambo-stil. Kreative og ubarmhjertige.
Hovedattraktion er naturligvis tunnelgangene. Nogle indgange er simpelthen for små til, at vi besøgende skal nyde noget. Heldigvis findes der større tunnelgange, hvor man ikke skal ned på alle fire for at passere. Man får en klar fornemmelse for, hvor klaustrofobisk og umenneskeligt det må have været – men det har været et spørgsmål om ren overlevelse.
På hjemturen mod Ho Chi Minh City kan man bearbejde alle indtrykkene. Køreturen igennem millionbyens forstæder er et sandt knallertinferno og en stor kontrast til dagens tankevækkende oplevelser og strabadser. Men her er trods alt et konstruktivt formål med galskaben.