Den store Sri Lanka rundrejse

Din private chauffør tager dig med rundt til de mest autentiske, spændende og naturskønne områder på Sri Lanka. Du får et unikt indblik i kulturen og det daglige liv. Der summer af aktivitet og langs landevejene syner farverige frugt og grønsagsboder. Og næsten uanset hvor du befinder dig er det rige dyreliv med dig. Lyden af skræppende påfugle og nysgerrige aber følger dig hele vejen. I nationalparkerne Horton, Udawalawa og Yala bliver du mødt af alt fra elefanter, krokodiller, varaner, vandbøfler til et hav af smukke fugle.

Du besøger blandt andet Dambulla templet, bestiger Løveklippen Sigiriya, besøger frodige te plantager, tager på vandretur i Hortons Plains National Park, ser masser af vandfald, skal på spændende jeepsafari på udkig efter vilde dyr i både Udawalawe og Yala Nationalpark - og glæd dig ikke mindst til de eventyrlige togture igennem de smukkeste landskaber. Det bliver begivenhedsrige dage fyldt med spændende oplevelser og massevis af nye indtryk! 

Turen afsluttes med strandidyl og daseliv under palmerne i Tangelle og Unawatuna. Den perfekte måde at fordøje oplevelserne fra de seneste ugers rundrejse. Her er stemningen helt speciel, omgivelserne idylliske og tempoet helt afslappet. Der er gode muligheder for at snorkle og hvis du er til mere adventure og flere oplevelser er der fine muligheder for en hval-udflugt med gode chancer for at spotte både blåhvaler og kaskelothvaler. 

DAG TIL DAG PROGRAM

DAG 1: Afrejse fra Danmark til Sri Lanka

 

DAG 2: Negombo

Ved ankomsten til Colombo i Sri Lanka, bliver du budt velkommen af din chauffør og kørt til dit hotel i Negombo. Du får lidt tid til at vænne dig til varmen, de nye dufte og forberede dig til de mange oplevelser der ligger foran dig.

Inkluderet måltider: Ingen

.

DAG 3: Togtur til Jaffna

Du skal på en uforglemmelig togtur fra Gampaha til Jaffna og opdage den magiske skønhed i Sri Lankas nordlige regioner. Din rejse begynder, når du stiger ombord på toget i Gampaha, der ligger cirka 25 kilometer nord for Colombo. Find din plads i et komfortabelt sæde og forbered dig på en scenisk rejse gennem det maleriske landskab.

Efterhånden som du nærmer dig Jaffna, vil du bemærke en ændring i landskabet. Området er præget af mere tørt og ørkenlignende terræn, hvilket giver en unik æstetik. Det er fascinerende at se den kontrast, der eksisterer mellem det nordlige og sydlige Sri Lanka. Jaffna er rig på historie og kultur og er meget påvirket af, at størstedelen af befolkningen i den nordlige del af Sri Lanka er Tamiler. Det betyder, at området har en helt anden kulturhistorie end resten af landet. Men med en masse spændende traditioner. Udforsk det imponerende fort, besøg Nallur Kandaswamy-templet, et farverigt og helligt sted for de lokale hinduer. Tag dig også tid til at nyde de lokale tamilsk-inspirerede lækkerier.

Overnatning på Jetwing Jaffa.

Inkluderet måltider: Morgenmad.

 

DAG 4: Rundvisning i Jaffna

Efter morgenmaden er det tid til at udforske flere seværdigheder i Jaffna. Kadugoda Raja Maha Viharaya, et af de helligste buddist templer og den hellige kilde Keeramalai, der ligger meget tæt på havet og siges at have en særlig helbredende kraft. Se også nærmere på det lokale marked og Nilawarai den bundløse brønd! 

Efter rundturen i Jaffna by vil der være tid til en frokost, med egen betaling, inden turen går tilbage til hotellet. Resten af eftermiddagen og aftenen er til fri afbenyttelse.

Overnatning på Jetwing Jaffa.

Inkluderet måltider: Morgenmad.

 

DAG 5: Trincomalee

Efter morgenmaden går turen mod Trincomalee. Den lokale fiskerby i den nordøstlige del er én af de ældste byer i Asien og vigtigste havneby på Sri Lanka. Udforsk de historiske seværdigheder som Koneswaram-templet, der er dedikeret til Lord Shiva og nyd den betagende udsigt fra toppen af Klippe Templet.

Tag en forfriskende dukkert i det turkisblå vand på Nivaeli Beach. Det er en af verdens bedste strande. Der finder du også små og stemningsfyldte butikker og restauranter. Og en skøn afslappet atmosfære med en passende mængde af andre besøgende. Prøv nogle af de lækre fisk og skaldyr der er kendetegnende for området, og nyd de autentiske smagsoplevelser. 

Hvis du har lyst til at gå på opdagelse under havoverfladen, skal du tage på sejltur til Pigeon National Park.

Overnatning på Trinco Blu.

Inkluderet måltider: Morgenmad.

 

DAG 6: Løveklippen Sigiriya

På vejen til Sigiriya besøger du Dambulla Cave og får et fint indtryk af Sri Lankas farvestrålende og fremmedartede kultur. Ved foden af Dambulla Cave Temple fascineres man af de mange indhuggede trin, der fører én til The Golden Temple. Det imponerende bygningsværk, som kom på Unesco's Verdensarvliste i 1991, ligger udhugget i en cirka 150 meter høj og 600 meter bred klippe. Bag tempelkomplekset findes fem huler af områdets i alt 80 huler. Her finder du 153 statuer af Buddha, tre statuer af srilankanske konger og fire statuer af guder og gudinder. Hulerne indeholder desuden smukke vægmalerier, som strækker sig over et 2.100 kvadratmeter stort område. Prikken over i'et er den tre etager høje Buddha-statue, som skuer ud over landet.

På turen op til templet får du lejlighed til at nyde udsigten og de mange aber, som nysgerrigt følger flowet af besøgende. Vel nede igen kører chaufføren mod Sigiriya. Turen går gennem gamle tempelhaver med små søer, inden du atter starter en opstigning – denne gang 1.200 trin op mod Sigiria Rock Fortress, ruinerne af det gamle kongepalads, som ligger i 200 meters højde.

Gør stop på vejen op og betragt de smukke vægmalerier, som er levn fra en svunden tid. Sigiria Rock Fortress er også på Unesco's Verdensarvliste. Stedet fungerede som hovedstad omkring år 477, indtil kongedømmet flyttede hovedstaden til Anuradapura i år 495. Siden har Sigiria Rock Fortress været munkekloster frem til det 14. århundrede. Fra toppen får du en 360 grader mageløs udsigt, og selvom det stiller krav til konditionen er det hele oplevelsen værd.

Overnatning på Sigariya Jungkes.

Inkluderet måltider: Morgenmad.

 

Dag 7: Oplevelser på egen hånd i Sigiriya

I dag kan I, helt i eget tempo, gøre lige præcis hvad der er stemning for. Dagen kan f.eks. nydes på hotellet, måske rundt om det dejlige poolområde, hvor I kan få nogle nedkølende dukkerter – og bare nyde at I er på ferie.

Det kan også være at I vil ud og have nogle flere oplevelser på egen hånd. Hotellet tilbyder nogle udflugter og ture i nærområdet som I nemt kan melde jer på. En tur der kan anbefales kunne være at tage hen for at se den enorme Pindurangala Rock. I kunne spejde over på denne store stenformation, dagen forinden da I var oppe på udsigtspunktet ved Sirigiya Rock Fortress.

Pindurangala Rock er en stor fladbuet stenformation, hvor man kan gå en lang tur oppe på. Udsigterne herfra er virkelig flotte, med kig ud over jungleområdet, bjergene i horisonten - og så får man de bedste billeder herfra, af Sirigiya Rock. Hvis I vælger at gå hele vejen rundt på stenne, skal I være opmærksomme på at der er få steder på ruten, hvor man skal forcerer nogle større sten – hvilket mindre børn nok ikke er i stand til.

Overnatning på Sigiriya Jungles.

Inkluderet måltider: Morgenmad

 

DAG 8: Maleriske landsbyer, templer og en royal botanisk have

Efter morgenmaden på hotellet starter dagen med et par timers køretur videre mod Kandy. Du kan læne dig tilbage og nyde synet af imponerende bjerglandskaber, sirligt beplantede teplantager og maleriske landsbyer. Undervejs gør du stop i en lokal landsby, Habarana, med besøg på en skole, der hedder Moragaswewa Vidyalaya*. Du kommer også forbi en træskærings-fabrik, hvor du får et indblik i dagligdagen og produktionen på fabrikken.

Kandy er en UNESCO-by, og er Sri Lankas spirituelle centrum. Her får du mulighed for at se krydderihaven Spice Garden i Matale og Royal Botanical Garden. Et besøg på Gem Bureau, viser en film om Sri Lankas minedrift på ædelstene. Her kan du også se og købe forskellige smykker.

I Kandy ligger en af Sri Lankas største helligdomme, nemlig Temple of the Tooth. Et gigantisk kompleks der både rummer selve templet, tempelsøen og det kongelige palads. Inde i templet finder man ét af Sri Lankas mest betydningsfulde buddhistiske levn. Nemlig en tand fra selveste Buddha. Den opbevares sikkert i et overdådigt juvelbesat skrin.

Efter besøget i Temple of the Tooth, har du rigelig med tid til at shoppe i de farverige butikker samt se det spændende udvalg på de lokale markeder.

Resten af eftermiddagen bruger du på et besøg til Peradeniya, nærmere bestemt Royal Botanical Gardens. Haven startede i året 1374 som en besøgshave for kongen af Gampola og Kandy. Den er imponerende med mere end 5.000 forskellige træsorter og planter.

Om aftenen kan der, hvis du ønsker det, blive arrangeret et danseshow med indblik i den srilankanske befolknings kultur, musik og dansetraditioner. Ellers er resten af aftenen til fri afbenyttelse.

Overnatning på Rivora Residence.

Inkluderet måltider: Morgenmad

 

DAG 9: Lille England og eventyrlig togtur

Turen fortsætter fra Kandy mod Ella via Nuwara Eliya, også kaldet lille England. Temperaturen her i højlandet er som en skøn engelsk forårsdag. Den blomstrende Victoria Park midt i byen og huse i country stil vidner om briternes store indflydelse. Området er omgivet af et betagende landskab med udsigt til bjerge, dale, vandfald og selvfølgelig te plantager.

I besøger også en te fabrik undervejs. Her viser de hvordan teen sorteres, tørres og hvordan produktionsmaskinerne virker. Der er naturligvis smagsprøver og rig mulighed for at købe te med hjem. Den første te blev plantet på Sri Lanka tilbage i 1824. Gennem tiden er te produktionen vokset og Sri Lanka er i dag en af verdens største te-eksportører.

Overnatning på Galway Heights.

Inkluderet måltider: Morgenmad

 

DAG 10: Eventyrlig togtur og vandring i imponerende landskaber

Allerede tidligt om morgenen fortsætter turen i firhjulstrækker fra Nuwara Eliya til Hortons Plains National Park. Den dækker et areal på omkring 10.000 hektar og ligger godt 2.200 meter over havet. Parken rummer et rigt plante- og dyreliv, så man vil kunne stifte bekendtskab med blandt andet elge, leoparder, vildsvin og knap 90 fuglearter.

Du skal ud på en ni kilometer lang vandrerute og opleve spektakulære udsigtspunkter. Vandreturen tager ca. 3 timer så medbring gerne drikkevand og lidt snacks, da det ikke er muligt at købe undervejs.

På vandreturen må du på intet tidspunkt forlade stien. Undervejs kommer du blandt andet til World's End Mini, hvor udsigten er betagende. Næste punkt er World's End, som har et svimlende lodret fald på knap en kilometer. Her står tiden stille, og forbløffes over naturens storhed. Det tredje markante punkt på vandreturen er Baker's Falls, et 15 meter højt og 25 meter bredt vandfald.

Når du kommer tilbage til udgangspunktet, er der mulighed for at købe vand, te, kaffe eller lignende, inden du stiger ombord på det lokale tog med kurs mod Ella. På turen kan du gennem de åbne vinduer og døre suge oplevelserne til dig, mens toget i de næste par timer bevæger sig gennem det eventyrlige landskab med grønne søer, bjerge og floder. Den bedste udsigt fra toget får du til højre i kørselsretningen.**

Vel fremme i Ella venter en bil med chauffør og kører dig direkte til hotellet.

Overnatning på Morning Dew Hotel Ella.

Inkluderet måltider: Morgenmad

 

DAG 11: Smukke Ella

Hele dagen er til fri disposition i vidunderligt smukke Ella. En lille søvnig backpacker by. Langs hovedgaden ligger spændende små butikker, hyggelige caféer og restauranter. Her kan du også prøve en af mange forskellige ayurvediske behandlinger, der efterlader kroppen blød, afstresset og fornyet. Bagefter kan du slentre en tur til den sydlige del af vanvittige smukke Ella.

Overnatning på Morning Dew Hotel Ella.

Inkluderet måltider: Morgenmad

 

DAG 12: Udawalawe National Park safari

Tidligt denne morgen er der udflugt til Nine Arches Bridge også kaldet Bridge in the Sky. Det er en viaduktbro fra 1921 og er et af de bedste eksempler på jernbanebyggeri fra kolonitiden. En skøn lille gåtur til broen eller alternativt mod ekstra betaling en køretur med tuk tuk. Herefter bliver du kørt fra Ella til Udawalawe Nationalpark, og undervejs kommer du forbi et smukt og brusende vandfald, som helt sikkert også fortjener et foto stop.

I nationalparken vil et par timers safari byde på masser af elefanter og andet spændende dyreliv. Safarien køres i rigtige safaribiler på ujævne veje, så selvom du føler dig godt rystet igennem efter kørslen, er det hele oplevelsen værd. Efter safarien kører du til Yala National Park hvor du skal overnatte. Aftenen kan bruges på at udforske Kataragama by og de fantastiske templer.

Overnatning hotel Kithala Resort. 

Inkluderet måltider: Morgenmad

 

DAG 13: Yala National Park safari

Morgenen starter med et par timers privat safaritur. Nationalparken er det sted i verden, hvor der er den største koncentration af leoparder, og de har da også hele 978.807 kvadratkilometer at boltre sig på. Det kræver et trænet øje at se dem, da de er mestre i kamuflage. Chaufførerne/guiderne taler dog sammen på walkie-talkie hele tiden, så de kan fordele oplevelserne til alle gæsterne.

Ligesom i Udawalawe Nationalpark kører du i safaribiler, der bumler hen over de ujævne veje. Elefanter, vandbøfler, leoparder, krokodiller, bjørne, vortesvin, påfugle og mange andre dyr gør oplevelsen total. Du føler dig et øjeblik hensat til den afrikanske savanne.

Efter endt safaritur er det tid til at tage videre til de skønneste strand destinationer.

Inkluderet måltider: Morgenmad

 

DAG 14 - 16: Tangalle

Tangalle er kendt for sine lange strækninger med tropiske og palmeklædte sandstrande. Og her er det stadig muligt at opleve autentisk kultur og stemning. Der er masser af gode lokale spisesteder og det er billigt. Og er der behov for at strække ud efter dage med vandreture og rumlen rundt i safaribiler, er der flere muligheder for yoga klasser.

 

Dag 17 - 19: Unawatuna

I Unawatuna finder du små lækre strande. Bølgerne brydes af revet længere ud og giver derfor gode snorkelmuligheder. Er du vild med dykning kan du også komme på vragdyk eller udforske undervandshuler. Vragdykkere kan blandt andet gå på opdagelse på "Lord Nelson", et fragtskib som forliste for mere end 20 år siden.

Er du mere til landaktiviteter findes der flere gode vandrestier der inviterer til at gå på opdagelse. Du kan også besøge nærliggende Galle by med et af de ældste kystfyrtårn og det historiske fort. Det blev oprindeligt bygget af portugiserne tilbage i 1600-tallet. Se også Fredspagoden der ligger på bjergsiden. Den er placeret så det ser ud som om den vokser ud af junglen. Mahayana sekten byggede den som et initiativ til at etablere fred i den srilankanske konfliktzone.

 

DAG 20: Hjemrejse

Alting har en ende og det er tid til at sige farvel eller på gensyn Sri Lanka.

 

DAG 21:

Ankomst til København med mange dejlige oplevelser i bagagen. 

 

Kontakt en af vores Sri Lanka eksperter og hør mere om mulighederne for præcis din rejse til Sri Lanka.