I bliver hentet på jeres hotel om morgenen og kørt til det centrale Ubud for at møde en lokal balinesisk kok. Her skal I nyde en kop te, imens I modtager en kort briefing om dagens program.
Så er det tid til at friste smagsløgene! I går til det lokale fødevaremarked for at lære om hemmelighederne bag det indonesiske køkken. Her skal I overvære den daglige handel på markedet med de eksotiske frugter, grøntsager, urter og krydderier, der pryder smukt og farvestrålende i boderne.
Bali er en landbrugs ø. Klimaet gør, at der kan dyrkes afgrøder året rundt. Bali er et stort riskammer, og overalt ser man de smukke og frodige risterrasser.
Under ledelse af ekspertkokken skal I tilberede balinesiske egnsretter ved hjælp af specielle teknikker. I skal lære at lege med de friske urter, krydderier og andre ingredienser, der gør den balinesiske mad så lækker. Udover madlavning skal I lære om andre kulturelle traditioner, såsom hvordan man laver den autentiske kokosolie…
Selvfølgelig ville dette kulinariske eventyr ikke være komplet, uden en chance for at smage på varerne! Når opvasken er klaret, sætter I jer til bords og nyder den hjemmelavede frokost. Der vil her være rig mulighed for at blive endnu klogere på den balinesiske mad – så spørg endelig kokken!
Så er der kun tilbage at sige tak til kokken, hvorefter I mætte, tilfredse og velfornøjede bliver kørt tilbage til jeres hotel – gerne inspirerede til at forkæle sultne munde, når I igen er vendt tilbage til hverdagen i Danmark.
Måltider: Frokost