Real Sapa, Farmstay og Topas Lodge med lokalt nattog

Sapa er en stor naturoplevelse, der imponerer og man ser ved første øjekast, hvorfor det er en af Vietnams højdepunkter. Synet af de grønne rismarker i forskellige niveauer, og de lokale kvinder i farverigt tøj er ubeskriveligt.

Selve Sapa by ligger i 1650 meters højde, med udsigt til Vietnams højeste bjerg Fan Si Pan (3143 meter). Byen og området blev først i 1993 åbnet for turister, og antallet af besøgende er siden steget markant. Dette er helt forståeligt og især to ting, har medført denne popularitet: minoritetsgrupper og vandreture.

Ved et besøg i Sapa regionen bliver man belønnet med eminente udsigter over de smukke ris-terrasser, som ligger lag på lag flere hundrede meter op af de stejle bjergsider. Man får med det samme en stor respekt for de lokale, når man tænker over det hårde arbejde der ligger bag opførelserne af disse.

Highlights

  • Kørsel med nattog fra Hanoi til Sapa
  • Eventyrlige vandreture i Sapa området
  • Overnatninger på Sapa Farmstay, med swimmingpool og ubeskrivelige udsigter
  • Besøg i landsbyer med bjergstammefolk
  • Svømmetur ved vandfald
  • Overnatning på det dansk ejet Topas Lodge

Dagsprogram

Dag 1

Oplevelsen starter allerede i Hanoi, hvor der kl. 22.00 er afgang med nattoget mod Sapa. Dette er en anderledes og meget lokal oplevelse, som er noget af det man husker når man kommer hjem til Danmark igen. Desuden er togturen den bedste måde at komme til Sapa på, da vejnettet ikke er så udviklet jo tættere man kommer på Sapa.

Der er plads til fire personer i hver kupé. Det er ordnede forhold, rene lagner, en god halvhård madras og gratis te og vand. Sælgerne, der går rundt i toget, ved dog godt, at mange rejsende sover fint efter et par øl, og råber gennem vognene "beer and everything".

Den første halve times kørsel er fin, da toget passerer så tæt på folks lejligheder, at man kan se, hvad der kører i TV'et. Herefter ebber det lidt ud og I vil naturligt være trætte og man bliver lullet i søvn af togets vuggen frem og tilbage.

Måltider: Ingen

Dag 2

Efter en nat med det vuggende tog ankommer man, om morgenen, til den smukke bjergby Sapa. Temperaturen er dalet en smule, i takt med, at man på turen hertil kunne se risterrasserne blive højere og højere. Et billedskønt syn af grøn i alle nuancer!

Turen fra stationen til Sapa bliver smukkere og smukkere, jo tættere vi kommer på bjergbyen. Risterasserne får flere og flere etager, og det betyder, at I er højere oppe i luftlagene, hvilket kan mærkes på temperaturen, der bevæger sig i modsat retning.

Når I ankommer til hotellet, Sapa Farmstay – vil I med det samme værdsætte hotellets lokation, oppe på toppen af en bakke. Den betagende udsigt herfra kan nydes imens I får et velfortjent morgenmåltid.

Man kunne reelt sidde her hele dagen og nyde det betagende og magiske landskab – men I skal selvfølgelig ud at opleve mere af området. Så det er på med vandreskoene og kursen sættes mod Tiger Mountain. Inden længe vandrer I igennem de smukkeste risterasser og nyder farvespillet i markerne op langs kløften. På vejen møder man adskillige farvestrålende Hmong kvinder på vej til markedet i byen. Børnene hilser med det karakteristiske "halloooo", mens arbejderne i rismarken har overskud til et smil.

Det er landidyl, så billedskønt, at det virker helt kulisseagtigt. I ankommer til landsbyen Thanh Kim, hvor høns, katte, grise og hunde render omkring i en skøn uorden. Ud over det, sker der ikke meget. Man kan blot prøve at følge de lokales sysler for at forstå, hvad de kan få tiden til at gå. Men man opdager dog hurtigt, at de lokale hele tiden er i gang i markerne, i gang med madlavning, med reparation af hus eller værktøj, eller med at væve. Det er et meget interessant indblik at få i et liv, der nærmest ikke kan være mere fjernt fra en danskers hverdag.

I bliver slutteligt samlet op og køres tilbage til Sapa Farmstay, hvor I kan nyde hotellet, swimmingpoolen og solnedgangen. En perfekt afslutning på en yderst skøn dag.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.

Dag 3

Efter en velfortjent nattesøvn oppe i højderne og en god morgenmad, så skal I ud på nye oplevelser. Igen i dag skal I vandre i det smukke kuperet landskab.

Turen går fra landsbyen Su Pan og hen mod den flotte og tætte bambus-skov udenfor landsbyen. Sapa området er specielt kendt for deres mange minoritetsgrupper og bjergstammefolk, så det skal vi se nærmere på. I lægger vejen forbi landsbyer, hvor der bor bjergstammer, såsom de Sorte Hmong og de Røde Dao. Her hører vi mere om deres specielle traditioner, religion, og hverdag og deres farverige beklædninger. I besøger også et lokalt kunstværksted, hvor I kan lære, hvordan Hmong-folket laver deres traditionelle farvede batik-stof.

Efter disse spændende besøg fortsætter turen hen til det smukke vandfald udenfor byen. Alt efter vandstanden og volumen, vil der være god tid til at slappe af og bade i vandfaldets klare vand. Vandreturen fortsætter til den næste hyggelige landsby, Ta Van, hvor I på en lokal restaurant skal spise en lækker frokost og få en kop te og frisk frugt.

Herefter går turen tilbage til et af Sapas absolut bedste og smukkest beliggende hoteller – det dansk ejet Topas Lodge. Her er eventyrlige udsigter, det skønneste pool område, blandt andet med en infinity pool - og nogle dejlige værelser. Her kan man virkelig nyde udsigten  og langsomt lade alle indtrykkene rodfæste.

Måltider: Morgenmad og frokost.

Dag 4

På denne udflugt har vi bevidst valgt at vente med at checke ud af hotellet til klokken 14.00. Så er der rig mulighed for at nyde Topas Lodge i fuld udstrækning. I kan gå en sidste vandretur i området og nyde udsigterne, eller I kan få lidt sol på maven og nyde det dejlige poolområde.
Herefter vil der være transport tilbage til Vietnams hovedstad i minivan og I vil ankomme til Hanoi omkring kl. 20.00-20.30.

Måltider: Morgenmad.