Hej Ricko
Mange tak skal du have, vi havde en super god ferie - alt i alt forløb vores ferie rigtig godt.
Eneste anke var at den transfer som vi havde booket igennem Sawan ikke stod som aftalt og ventede i Phuket, vi ringede mange gange til Sawan da vi ankom, og efter flere forgæves opkald kom vi igennem til en pige der talte dårligt engelsk. Hun lovede at undersøge, men hun kunne ikke ringe tilbage til os da vi ikke havde et thailandsk telefon nummer. Da jeg for 3. gang kom igennem til hende kunne hun oplyse mig om, at bilen som chaufføren skulle komme i havde haft problemer og at han derfor ville komme så hurtigt som muligt. Alt i alt kom vi til at vente halvanden time - men så kom vi også afsted til Nangthong 1.
Da vi ankom til hotellet havde de ikke de værelser klar vi havde bestilt, vi blev indlogeret i nogle billigere lejligheder (som for øvrigt var gode) bare ikke det vi havde betalt for. Vi boede der i 2 dage, hvorefter vi blev indlogeret i de Garden Bungalows som vi havde bestilt.
Nangthong 1 var et dejligt sted, der kan vi sagtens finde på at tage til igen. Khao Lak er et hyggeligt sted, vi oplevede ikke noget ubehageligt. Tvært imod var der afslappet stemning og glade og servicemindede mennesker.
Vi skulle efter 9 dage til Koh Yao Yai, turen fra hotellet (hvor Sawan også havde sørget for transfer) gik ok - den chauffør kom også for sent, men klog af skade ringede vi lige efter aftalt tidspunkt og han kom efter 30 min.
Vi havde regnet med at vores øhop ville tage det meste af dagen, men da vi kom til den aftalte havn var der allerede en båd der var klar til afgang, den kom vi på. Efter en halv time var vi på Koh Yao Yai og blev fragtet fra den ene ende af øen til den anden. Vi blev modtaget på Glow Elixir og installeret i Deluxe Villa med udespa, kæmpe teresse og SÅ smukke oplevelser.
Det eneste der var at tage sig til derovre, var at slappe af, nyde solen, snorkle - se på vilde aber og et enkelt kig på en KÆMPE leguan, desværre så vi den kun en gang :-(
Vi talte med nogle lokale thailandske mænd der havde nogle longtail både, vi lejede en af dem en dag, der kom vi ud på 3 forskellige øer hvor de havde kendskab til gode steder at snorkle, det var en kæmpe oplevelse at fodre fisk i vandkanten med toastbrød...hold da op der var mange fisk.
Vi havde en dejlig ferie - vores bedste feriebillede får du fra Similan Islands, der var vi på en dagstur, det glemmer vi ikke lige med det første. Det er sjældent man ser så klart og grønt vand og så mange ting at kigge på under vandoverfladen.
VH Ann-Britt Lindskjold og Martin Petersen