Praktisk info om Thailand

Transport

Leje af scooter i Thailand (Ikke Bangkok, Koh Chang og Koh Samui!) er en fantastisk måde at komme rundt på, men kan også være en halsbrækkende affære. De kører i den modsatte side af vejen og trafikregler er ikke noget de praktiserer i stor stil. Kør meget forsigtigt og i roligt tempo. HUSK ALTID HJELM. Det kan anbefales at leje scooteren på det hotel I bor på, og tag gerne billeder af scooteren og evt. skader inden I kører derfra. Bemærk at nogle forsikringsselskaber ikke dækker skader pådraget ved kørsel på scooter. Leje af Jetski skal man være varsom med. Skulle der ske noget med Jetski'en kan det blive en meget kostelig affære, og det er ikke alle udlejerne, der er helt reelle omkring prisen, tiden der aftales og hvilke skrammer jetskien havde inden I lejede den.

Bemærk

Myggespray
Myggespray skal I først købe dernede. Gå ind på et apotek ("Drug Store") eller supermarked og spørg efter noget mod myg. Vær opmærksom på at DEED-stoffet i myggespray, er meget effektivt, men også at det kun skal bruges i begrænsede mængder i mindre perioder.

Solcreme
Køb solcreme i et lokalt supermarked. Det er ikke lige så dyrt som herhjemme og de har mange af de kendte mærker.

Adapter
Adapter til strøm er ikke nødvendigt i Thailand.

Vand
Drik rigeligt med vand - en god huskeregel er ca. 1 liter vand pr. 10 grader, så 3-4 liter pr. dag - og gerne 5 liter vand, hvis man også drikker øl. Drik IKKE vandet fra hanen. Vand kan købes billigt alle vegne. Brug heller ikke vandet fra vandhanen til at børste tænder.

Aircondition
Aircondition kan thai'er ikke finde ud af at styre! Specielt ikke på transportmidler som busser, minibusser og toge (ja heller ikke i biografen for den sags skyld!). Husk altid at medbringe en varm trøje!

Drikkepenge

  • Drikkepenge til en lokalguide på udflugter er typisk ca. THB 100 pr. person pr. dag.
  • Når I tager en taxa, runder man totalbeløbet op til nærmeste 5 eller 10 THB.
  • På restauranter giver man omkring 10% - 15% i drikkepenge, det er dog ikke nødvendigt ved gadekøkkener og lignende.
  • Drikkepenge til stuepigen og piccoloen ligger mellem 20-40 THB. (pr. stk. bagage, eller pr. værelse pr. dag)

En dagsløn for en thailandsk tjener ligger mellem 300-400 THB (56-75 kr.)

Giv altid drikkepenge i sedler – det opfattes som uforskammet at betale med mønter (får du en mønt tilbage efter at have betalt med en seddel, er det dog okay at give mønten som drikkepenge).

Valuta

Valuta (THB/Thai Baht) er altid godt at have med hjemmefra, men ikke for meget i kontanter. Der findes hæveautomater næsten alle steder (ATM), og det er også muligt at betale med kort i langt de fleste butikker og restauranter. Medbring altid to hævekort/kreditkort, og undersøg forbrugsgrænsen på begge. Når I betaler med kort på en betalingsautomat, skal I altid vælge at betale i lokal valuta – så sparer I en omveksling. Pas altid på jeres PIN-koder, og brug gerne kontaktløs betaling, hvor I har mulighed for det. Hvis I beregner mellem 1000-1500 THB (ca. 200-250 kroner) per person per dag til mad, drikke og snacks, er I rigtig godt dækket ind.

Landets skikke

Man skal som turist i Thailand være opmærksom på, hvor meget den thailandske kongefamilie er respekteret. Det er strafbart at udtale sig kritisk om kongefamilien. Du må ligeledes heller ikke træde på hverken deres mønter eller pengesedler, da dette også betegnes som værende respektløst overfor kongefamilien. Når man går ind i templer, skal man udvise respekt: tag jeres sko og hatte af, og dæk blottede arme og ben. Derudover er der en regel om, at man aldrig må røre en thailænder på hovedet.

Skal vi søge visum?

Nogle lande kræver at der søges visum. For rejser til Thailand vil man som dansk statsborger med dansk pas, automatisk få 30 dages turistvisum ved indrejse i landet, hvorfor der ikke skal søges visum hjemmefra.
Er man bo siddende i Danmark, men ikke er dansk statsborger med dansk pas, skal man undersøge visumreglerne på Udenrigsministeriets hjemmeside: http://um.dk/

Hvilke vaccinationer skal jeg have?

Brug denne hjemmeside, til at guide jer til hvilke vacciner I bør have, når I skal ud at rejse: www.sikkerrejse.dk
Vi anbefaler desuden, at I kontakter egen læge, for råd og information om de forskellige vaccinationer.