Bangkok - på to hjul

Denne tur må du IKKE snyde dig selv for! På cykelturen kommer du bag facaden af Bangkok, igennem de lokales små hjem og med båd til Bangkoks grønne områder. Kun få kommer hertil - og får aldrig oplevet denne side af millionbyen...

Det kan være at I tænker ”man kan da ikke cykle rundt i Bangkok – og er det sikkert?” Det kan man sagtens, da I så og sige cykler direkte ind i de små og hyggelige gader, hvor der ikke er nogen trafik. De korte stykker man cykler hvor der er mere trafikkeret, der cykler man hovedsageligt på fortovet. Så I skal ikke bekymre jer om dette – og for cykelselskabet og deres lokale guider, er sikkerheden det aller vigtigste for dem.

Så tag endelig med og få en helt unik oplevelse, på vores absolut mest populære udflugt!

 

Highlights:

  • Cykeltur igennem det gamle Chinatown
  • Sejltur på Chao Phraya floden
  • Cykeltur igennem Bangkoks lunge omgivet af palmer
  • Få fortalt små historier undervejs om de lokale områder og lokalbefolkningen

Dagens program:

Udflugten starter centralt inde i Bangkok og efter at cyklerne præcist er blevet tilpasset til jer, så skal I afsted på en meget speciel cykeltur igennem Bangkok. Cykelturen tager jer straks væk fra de store trafikerede veje og byder jer i stedet for, på en rejse gennem alle klasser af Bangkoks lokale liv.

Det første område I kører igennem er et af Bangkoks slumkvarter som kaldes for "Little Chinatown", da mange kinesere i sin tid bosatte sig her. Gaderne er trange og man cykler i bogstavlig forstand gennem folks køkkener og stuer, og man bliver mødt af smilende ansigter og vinkende børn.

På ruten cykler I over lokale jernbanespor og I bliver ført videre til knirkende broer der krydser små floder, hvor husene står på pæle ude i vandet. Mere lokalt bliver det ikke. Det livlige Khlong Toey marked passeres også, og her er et farvemix af thailandske og kinesiske varer og pyramider af friske ananas og kaglende kyllinger i bambusbure.

Både I og cyklerne krydser den store Chao Phraya flod i en lokal båd, hvor I kan nyde Bangkoks skyline ude i horisonten. På den anden side ankommer I faktisk til naboprovinsen – Samut Prakan, og hslvøen I skal cykle rundt på herude, kaldes også for ”Bangkoks lunge". Her er opført et omfattende stisystem af smalle cementstier bygget på pæle, Her cykler I forbi lokale beboelser omgivet af palmer og fuglesang, samt små templer med bedende munke.

På hele turen er der mulighed for at stoppe og tage billeder - også gerne sammen med de lokale, der altid har et smil parat! Cykelturen slutter tilbage ved startstedet efter ca. 4 timer.